Hvad god marketing også er #1
Lidt forhistorie
Min hustru og jeg er nogle rigtige “gør det selv” folk, og op til jul 2019 blev vi færdige med vores nye køkken. Eller næsten da … Der skal jo altid være nogle småprojekter, der lige mangler, som hun kan gå og “brokke” sig lidt over i den efterfølgende tid.
Én af småtingene er en fuge langs køkkenbordspladen, så der ikke kommer vand og krummer m.m. ned bag skabene.
Flere gange snakkede vi om, at NU skulle vi også have fat i en fugemand. Men som med så meget andet, løber tiden og vi (læs jeg) fik ikke gjort det.
Nu skete det endelig
En dag kommer jeg kørende på Frederikssundvejen mellem Ballerup og Stenløse, og pludselig ser jeg en varevogn fra et firma, der laver fuger. Jeg tænker – Nååår ja! Dem skal jeg da lige have ringet til.
Vi holder for rødt, og jeg finder min telefon frem for at tage et billede af bilen med firmanavn og telefonnummer, så jeg kan ringe når jeg kommer hjem. Det bliver grønt, og den øvrige trafik flytter sig åbenbart ikke hurtigt nok, så varevognen begynder hasarderet at væve ind og ud mellem bilerne i de to vognbaner.
Nej tak!
Det første jeg tænker er, at dem vil jeg i hvert fald ikke bruge. Ubevidst har jeg koblet deres hasarderede kørsel sammen med, hvordan de må være som virksomhed og til at lave fuger. Der er nødvendigvis ikke nogen lighed mellem hvordan de kører og deres arbejde. Men jeg har allerede mistet tilliden til dem, inden jeg overhovedet har talt med dem.
Dur ikke, næste … måske
Stadig med fugeopgaven i fokus, tager jeg computeren frem, da jeg kommer hjem og finder en anden virksomhed, der formentlig kan hjælpe mig.
Jeg skriver til dem og sender et billede med af det, der skal laves. Her venter jeg en hel uge før jeg hører tilbage.
Det er ikke så meget ventetiden der frustrerer mig, for jeg ved jo godt at håndværkerne jo har travlt for tiden. Men at jeg efter en hel uges venten kun modtager en standardmail med fejl i, der bærer præ af, at de hverken har læst min arbejdsbeskrivelse eller set billedet jeg har vedhæftet, gør til gengæld.
Oplevelsen blev ikke bedre da jeg ringer dem op. Her oplever jeg en uvenlig stemning, der næsten får mig til at føle at jeg forstyrrer. Naturligvis takker jeg nej til dem og shopper videre.
3. gang er lykkens gang
Jeg finder endnu en fugemand, der vender tilbage samme eftermiddag som jeg skriver til dem.
Efter en venlig og serviceminded samtale får vi sat en dato.
De kom to. Den ene lagde fugen og den anden gjorde den pæn. Og en halv time senere var de færdige med at fuge 8,5 m.
Og min hustru er meget tilfreds med mit arbejde…
God marketing er
Som virksomhed er det vigtig at du tænker marketing ind i en bredere forstand. Det er ikke nok at du har en flot hjemmeside, at du ligger nummer et på Google og at du har flotte billeder på instagram, hvis du eller dine medarbejdere f.eks. kører hasarderet rundt i virksomhedens firmabiler.
God marketing er også:
- At køre pænt og hensynsfuldt i trafikken, specielt når der er reklame på bilen.
- At vende tilbage på henvendelser indenfor rimelig tid. Om ikke andet med beskeden om, at der er travlt og længere svartid kan forekomme.
- At tale pænt og være serviceminded.
Der skal ikke så meget til at danne et godt indtryk, men vi er lynhurtige til at shoppe videre, hvis vi ikke bliver mødt på vores egne værdier.
Kategorier
Nyeste blogindlæg
20 social medie opslag der styrker din virksomhed
5. maj 2021Hjælp Google med at hjælpe dig
29. april 2021Sådan kan du engagere dine følgere på hjemmesiden og sociale medier
15. april 2021Om by Markvig
by Markvig arbejder med marketing på et lavpraktisk plan.
Jeg gør det simpelt at have en god marketingstrategi og kan samtidig eksekvere opgaverne og dermed spare virksomheder penge, da de ikke skal ud og hyre eksterne leverandører til at klare marketingopgaverne.
Jeg hedder Hallur Markvig, og ejer by Markvig.
Navnet by Markvig dækker over flere koncepter:
Til erhverv er der Marketing by Markvig.
Til private er der Fotografi by Markvig.
Og som noget helt specielt har jeg De Sidste Billeder by Markvig.
Ta' fat i mig og hør mere om, hvad jeg kan gøre for din virksomhed.